Gillastugan Blekingehytten Patruljehytten GillastuganGillastugan
Vild natur - Tæt på
Hvad er det?
Hvor meget?
Hvornår ledigt?
Hvor er det?
Aktiviteter
Omkring Gillastugan
Information
Praktiske Oplysninger
Virtuelt Besøg
Billeder
Links
Kontakt


Gillastugan

Denne folder er lavet for at hjælpe jer til en bedre tur. Her kan I finde oplysninger, om hvad man skal huske før og under opholdet på Gillastugan.

Hvordan kommer vi til Gillastugan

Forbindelser, bil/bus/cykel

Fra Helsingborg er der ca. 50 km til Gillastugan. På grund af de lokale trafikforbindelser er det hurtigst at komme til Gillastugan med bil eller lejet bus. Vi har udarbejdet en vejledning med en række forslag og valgmuligheder. Se afsnittet "Vejen til Gillastugan"

Der er færge fra Helsingør til Helsingborg, og kortudsnittet i afsnittet "Vejen til Gillastugan" viser hvilke veje, der fører til og fra Gillastugan. Der er også vist en god vej for cykler. Ruten er fjernt fra hovedvejstrafikken - næsten hele vejen.

Inden I kommer

Aktiviteter

Gillastugan og Söderåsen er som skabt til spejderarbejde. Her er nogle forslag:

  • Hikes og vandreture.
    På Söderåsen er mange naturlige seværdigheder og utallige overnatningssteder, både for dem med telte/bivuak og for de shelter glade. Langs Skåneleden er der for hver 10-20 km en shelter med bålsted. Skåneleden er et antal vandre ruter i hele Skåne i alt 900 km. "Skåneleden fra ås til ås" går fra Åstorp langs Söderåsen til Agusa.
  • Naturværksted.
    I Huset findes naturværkstedet, der kan bruges til at udforske området. Bag parkeringspladsen er der en lille dam. Dybden er kun ca. 1 m - men tilstrækkelig til at livet i bækken og i dammen nærmere kan studeres.
  • Lejrsport/Energi.
    Vi har altid rafter nok.

Ovnen kan bruges til at bage lækre kager.

Desuden findes der mulighed for følgende aktiviteter:

  • Kanosport.
    Ikke langt fra Gillastugan ligger Rønne Å som egner sig til kanosejlads. Der er kanoudlejning i Stockamöllan lidt syd for Röstånga.
  • Friluftsbad.
    I Röstånga findes friluftsbad.
  • O-løb.
    Der er fine O-løbs kort over hele Söderåsen.

Turistbrochurer

Der findes mange andre fine brochurer, der fortæller om de mange spændende steder. Brochurerne kan fås ved kontakt til turistbureauet i Röstånga, tlf. +46 435 913 53.

Medbring

Ved overnatning i Huset eller Hytten skal I medbringe lagner til madrasserne. Husk også viskestykker og karklude. Vi har gulvklude og rengøringsmiddel. Der er også toiletpapir og kaffefiltre til vores dobbelt kaffemaskine. Det nogle specielle størrelser.

Mad er ikke længere så dyrt i Sverige. Det varierer selvfølgelig fra vare til vare. Lige udenfor Helsingborg (der hvor man drejer fra motorvejen mod Bjuv) er kommet et stort engros marked (City Gross Supermaked) hvor man kan købe ind i store portioner og spare en del.

Affaldssortering

På Gillastugan sorterer vi affaldet:

  • Papkasser, mælkekartoner og anden brandbart tom emballage brændes på eget bål eller sættes i Papskuret på parkeringspladsen.
  • Glas sorteres i to containere, en til klart glas og en til farvet glas. Containerne er også placeret på parkeringspladsen.
  • Det resterende køkkenaffald skal i plastposer, der lægges i de øvrige affaldscontainere ligeledes placeret på parkeringspladsen.

Der må ikke graves affaldshuller. Kun gravede fedtfælder må anvendes, ræven graver jeres køkkenaffald op - og rydder ikke op.

Post og pakker

Send ikke pakker til Gillastugan. De er tit over en uge undervejs, og de bliver ikke eftersendt. Breve er ca. 3 dage undervejs.

 

Post Adresse

Gillastugan
1402 Gillastig
S-268 76 Kågeröd
Sverige

Good turn

Gillastugan kan kun bevares og forbedres ved at alle hjælper til. En stor part af det, der præger Gillastugan, er skabt ved frivillig arbejdskraft. Good-turn er derfor særdeles velkommen - kontakt hyttevagten, som altid vil kunne pege på småjobs, som for en enkelt er en dagsindsats, men for en trop kun er en halv time.

Når I kommer

Husets indretning

nbsp;

Grundens indretning

Toiletbygningen

Gæsterne fra lejrpladserne, patruljehytten og shelteren skal benytte toiletbygningen. Den er indrettet med pige- og drengeafdeling. Toiletterne er forsynet med toiletpapir.

På bagsiden af toiletbygningen er bruserne, som kan benyttes i den frostfrie periode. Der er 2 til piger og 2 til drenge med varmt og koldt vand.

Der er begrænsede mængder af det varme vand. Vi tager en beskeden betaling pr. varmt brusebad på kr. 5,00 for 5 min. - som betales efter lejren på giro. Prisen er den samme for en spand varmt vand.

Den daglige rengøring udføres i henhold til vejledning i toiletbygningen. Når der er flere hold på lejrpladserne udføres rengøringen i en turnusordning, der tilsendes lederne og er opslået på opslagstavlen.

Vedboden

Ved siden af toiletbygningen findes Vedboden. I den inderste halvdel opbevares pejsebrænde til Huset.

Tørrestuen

I tørrestuen er der en brændeovn, der hurtigt sætter temperaturen i vejret, sådan at det våde tøj kan blive tørt i løbet af natten. Tørrestuen er også en brugbar sauna...

Forrådskammeret

I forrådskammeret er temperaturen året rundt ca. 10° C. Der er indrettet hylder med proviantkasser sådan at proviant og grønsager kan opbevares forsvarligt.

Køle-/fryserum

I køle-/fryserummet er der køleskabe og frysere til opbevaring af mejeriprodukter og frysevarer. Se vejledningen i rummet.

Patruljehytten

Hytten er en velisoleret træbygning med en stor overbygget terrasse, og med et opholdsrum på 4 x 4,5 m, hvor der er 5 faste sovepladser og 3 løse madrasser.

Der er et lille køkkenbord med 2 tændblussikrede flaskegasapparater.

Der findes kogegrej, men service skal lejerne selv medbringe. Opvarmning sker ved fyring i brændeovn.

Udenfor terrassen er bygget et stort gammelmands bålsted og en brændefyret sten bageovn.

Vand til madlavning hentes fra udendørs vandhane ved toiletbygningen.

Shelter

Ved grundens sydspids er der bygget en shelter grundflade 3x4 m, som kan benyttes af lejrgæsterne og af gæster, der vil vandre videre på Söderåsen.

Reglerne for benyttelse af shelteren er de samme som for det øvrige lejrområde.

Vejen til Gillastugan

I Bil

Fra færgen i Helsingborg følger du skiltene der viser mod E4. Herefter følger du E4 mod Stockholm, indtil der vises af mod Bjuv og rute 110. Du følger rute 110 mod sydøst indtil rute 109 og afvisning mod Billesholm. Følg rute 109 indtil Konga og afviser mod Gillastig, denne vej følger du. Hvor asfaltvejen drejer til højre, fortsætter du lige ud ad grusvejen, indtil du kommer til en vej til venstre hvor der står et 10 km/t hastigheds-begrænsningsskilt. Du drejer til venstre gennem gården, og efter få hundrede meter er du på Gillastugans parkeringsplads.

På cykel

Fra Helsingborg følger man Sverigeleden som er et cykelsti system der fører gennem hele Skåne.

Her er et kort over vejen fra Knutpunkten hvor færgen ankommer til starten af Sverigeleden (I skal mod øst, IKKE syd).

Efter Axelvold og Knutstorp følges vej 109 indtil Konga. Følg herefter beskrivelsen for biler.

Mens I er der

Hvis uheldet er ude

Ved småskader der kræver lægehjælp er det nemmest at køre patienten til Svalöv Vårdhus (Vejen til Svalöv: Kør tilbage mod Helsingborg, før Knutstorp er en afviser mod Svalöv, ca. 15 km). Det er et lægehus som kan klare de fleste ting. Er det for slemt for dem bliver man henvist til Landskrona. HUSK det danske sygesikringsbevis og evt. penge til medicin.

Telefonering

Svenske telefonnumre angives altid med et område nr. Hvis du ringer fra udlandet til Sverige skal du fjerne det første 0 fra områdenummeret.

Hyttevagten

I hver anden weekend og i det meste af sommerferie perioden vil der være hyttevagt på Gillastugan for tilsyn, vedligeholdelse og forbedringer. Kontakt hyttevagten for råd og vejledning. Sker der noget, og der ikke er en hyttevagt, er der ved telefonen i Huset opslag med nyttige telefonnumre.

Hvis lyset går, så check i første omgang sikringerne. Der er sikringer i entreen med stenen, og lige ovenfor trappen ved pige toilettet.

Opslagstavlen

På opslagstavlen mellem Huset og toiletbygningen er der opslag med kort over området samt nyttige oplysninger om ting man bør være opmærksom på. I sommerperioden vil man bl.a. kunne se hvem der kommer på lejrpladserne og hvem der gør rent på toiletterne.

Vejen til Skæret/Naboer

Gillastugan fungerer bedst ved hjælp af den goodwill, vi møder hos naboer og venner i Skåne (eller: på Söderåsen), og lejerne skal være med til at bevare det gode forhold. Hvis der er sket skade på mark eller skov kontakt ejeren direkte og orienter samtidig lejrinspektøren eller hyttevagten.

Vær især opmærksom på at ingen benytter vejen mod vest ud af vores område. Gå i stedet af stien igennem lejrpladsen Småland og fortsæt derfra mod nordøst ad stien gennem skoven. Se opslag i Huset ved lederrummet eller på opslagstavlen.

Husk - affaldssortering

Husk affaldssortering. Det skal startes ved køkkenbordet for at fungere.

Vand

Gillastugan har egen brøndboring som under normale forhold giver tilstrækkeligt vand. Spar på det.

Gæster på lejrpladserne og patruljehytten henter vand fra udendørs vandhane på toiletbygningen.

Bemærk: Al opvask, afskylning og grydevask foregår på lejrpladserne. (Altså heller ikke inde i toiletbygningen!)

 

Brænde - til mad/til pejs

Der vil altid være brænde til jeres brug. Det ligger enten samlet i brændestabler langs stien mellem lejrpladserne eller fældet inde mellem træerne. Det vil dog altid være nødvendigt, at lejerne selv medbringer bøjlesave, kiler og hamre.

Brug brændet med fornuft.

Brændet i Vedboden er kun til pejsen i Huset.

Det er strengt forbudt selv at fælde træerne både på vor egen grund og på nabogrundene.

Bål

Kogebål og åben ild skal altid være under opsigt - husk at have vand i spandene - som skal være anbragt ved teltene. Husk minimum 3 meter mellem teltene. Branddaskere og vandspande findes ved Laden (Hyttevagtshytten).

Rafter

Til indretning af lejrene samt til pionerarbejde, findes der på raftepladsen afmærkede båse, med rafter i forskellige længder. Det er forbudt at save eller hugge dem i mindre stykker.

Nærmeste byer - indkøbsmuligheder

De to nærmeste byer med indkøbssteder er Röstånga (4 km på cykel, lidt længere i bil) og Kågeröd (14 km).

Åbningstiderne er anderledes i Sverige end i Danmark:
Mandag - fredag    kl. 9 - 19
Lørdag                    kl. 9 - 18
Søndag                    kl. 11 - 18
Tiderne er kun vejledende.

Ljungbyhed og Svalöv (ca. 15 km) er en lidt større byer med lægehus, apotek, isenkræmmer osv.

ICA i Röstånga kan godt bringe vare ud. Adressen er:
ICA NÄRA bilisten
Tlf. fra DK. +46 435 91573
Indehaver: Lars Göran

Flagning

På Gillastugan findes 2 flagstænger. Ved flagning skal både det danske og svenske hejses. Flagene opbevares i Huset.

Inden I tager hjem

Oprydning

Alle bålsteder og fedtfælder sløjfes. Ryd pænt op efter jer.

Brænde på lejrpladserne

Når lejren er forbi, beder vi jer samle tiloversblevet brænde på et overskueligt sted i kanten af pladsen til glæde for de næste lejere, der skal ligge der.

Rengøring

Alt i Huset og Hytten rengøres med sæbespåner. Vaskevandet må ikke kommes i toiletter/vaske, men hældes ud over nærmeste stendige.

Good-turn

Huskede I at udføre good-turn vil vi være glade. For en god indsats uddeler vi et good-turn læder mærke.

Hvem er vi

Hytteudvalget

Gillastugan ejes af Det Danske Spejderkorps og administreres af et hytteudvalg bestående nogle faste medlemmer samt af medlemmer fra Absalon, Amager og Bernstoff Division.

Det Danske Spejderkorps

Det Danske Spejderkorps ejer en række hytter over hele Danmark. Oversigt over alle hytterne kan rekvireres hos udlejeren.

Nyttige adresser

Bustransport

Klippans Busstrafik AB
Tlf. +46 435 142 13

Tog og bus

SJ Oplysninger, Helsingborg
Tlf. +46 421 723 00

Linjebus, Eslöv
Tlf. +46 413 111 45

DSB Rejsecentre i Danmark er normalt behjælpelige med tog og bus oplysninger i udlandet.

Turistbureauer

Skånes Turisttrafikförbund
Box 4277
S-20314 Malmö 4
Tlf. +46 40 11 08 04.

Turistföreningen i Helsingborg
Rådhuset
S-25221 Helsingborg
Tlf. +46 42 12 03 10.

Turistbyrå i Röstånga
Marieholmvej 2
Kun åbent juni til august.
Tlf. +46 435 913 53.

Klippan Turistbyrå
Tlf. +46 435 282 00.

Kort

Lantmäteriet: Terrängkarten, 508 Perstorp. 1:50.000.
- Det uundværlige kort, når man besøger Gillastugan og Söderåsen!

Esselte Kartar: Cykelkartan Västra Skåne, Norra delen 1:100.000
- Uundværligt som cyklist i Skåne. Cykelstier og svagt trafikerede veje indtegnet med rødt. Oplysninger om overnatning, spisesteder, seværdigheder og andet indtegnet på kortet.

Skåneleden - från ås til ås.
- Kort og rutebeskrivelse fra Åstorp til Frosta-vallen.

Vi tager forbehold for fejl og forkerte oplysninger.

3. udgave. december 1999

  Udlejning:
Stine Enevoldsen - (+45) 3168 8818